Det startede som et træværksted med fokus på genanvendelse. I dag er det et kombineret atelier, showroom og kunst-laboratorium, hvor værkerne skabes af forhåndenværende materialer, og ting, der allerede har levet et liv: efterladenskaber fra havnen, drivtømmer fra stranden, og korroderede overflader formet af sol, salt og vestjysk blæst.
Estrups værker kredser om transformation . . . . om det faktum at alt her i verden lever på lånt tid, og at skønheden ofte først rigtigt viser sig når tingene begynder at slides op.
På Æ Tysk’havn 12 står døren åben hver torsdag og fredag kl. 11-14, og ellers når flaget er ude. Her kan du opleve den kunstneriske proces på tæt hold, se et udvalg af de forskellige arbejder, og måske få en snak om hvordan vejrbidt metal og slidt træ kan fortælle historier, der er værd at bevare 🤍
Velkommen indenfor.


